Bæredygtighed
Ved at overgå til flergangsinstrumenter reduceres forbruget af både plastik og metal. Desuden minimeres antallet af transporter og emballage, da engangsinstrumenter ofte produceres langt fra Danmark. En analyse af metalinstrumenter, viser at CO2e besparelsen er på 90 %. De fleste engangsinstrumenter ender som klinisk risikoaffald, som er både dyrere og mere energikrævende at bortskaffe via afbrænding. Skiftet bidrager derfor til reduktion af affald og CO2e-udledning.
Regionen er netop gået i gang med et stor flerårigt projekt, Metalprojektet, for at afklare en omlægning til flergangsmetalinstrumenter på regionalt niveau. Er du nysgerrig, kan du kontakt projektleder Mathias Sehested Hansen på masehs@rm.dk.
Hygiejne
Når der bruges flergangsinstrumenter frem for engangsinstrumenter, er der behov for genbehandling mellem brug, for at sikre det rette niveau af renhed og derved undgå hospitalspådragede infektioner.
Det er afsnittets ansvar at undersøge, hvordan et specifikt produkt skal genbehandles. Genbehandling kan typisk ske ved sterilcentralen.
Skift fra engangs- til flergangsinstrumenter øger ikke risiko for smitte mellem hverken patienter eller til personale såfremt validerede genbehandlingsprocesser følges.
Orienter dig i nedenstående dokumenter. Du finder den til enhver tid nyeste version i "Regionale infektionshygiejniske dokumenter" i e-dok.
- Sterilisation. Infektionshygiejniske forholdsregler, regional retningslinje.
Husk at inddrage din lokale hygiejnekontaktpersone og/eller hygiejnesygeplejerske.
Arbejdsmiljø
En ændring fra engangsinstrumenter til flergangsinstrumenter kan både påvirke arbejdsmiljøet negativt og positivt.
Mange flergangsinstrumenter er af højere kvalitet end engangsinstrumenter og derfor kan personalet opleve at flergangsproduktet er nemmere at bruge. Omvendt er, der nu flere instrumenter der skal håndteres i skyllerummet og evt. sendes til sterilcentralen.
Personaleressourcer på afsnittet
De brikansvarlige og dem, der normalt fylder varer op, vil opleve, at der er færre varer, der skal bestilles og sættes på plads. Til gengæld skal flergangsinstrumenterne håndteres.
Personaleressourcer uden for afsnittet
Logistikmedarbejdere på hospitalet vil opleve, at færre varer skal køres fra varemodtagelsen op til afsnittet og at mindre klinisk risikoaffald skal håndteres. Omvendt skal flere varer køres til sterilcentralen, så flowet vil være anderledes fordelt.
Sterilcentralen vil opleve en stigning i opgaver. Ved tilpas store ændringer, kan skiftet kræve øget kapacitet på sterilcentralen. Dette afklares i "Metalprojektet". Øget vask af instrumenter medfører også øget behov for servicering af instrumentvaskere.
Oplevet kvalitet
Flergangsinstrumenter opleves ofte at være i højere kvalitet end engangsinstrumenter. Derfor kan den oplevede kvalitet hos personale være højere. For patienterne er der ingen oplevet forskel.
Økonomi
En analyse foretaget af Center for Bæredygtige Hospitaler og eksternt analysefirma viser, at der er en mindre besparelse pr. anvendelsesgang ved at benytte flergangsmetalinstrumenter, når driften er etableret. Der vil være en engangsudgift til nyindkøb af instrumenter, ligesom der potentielt kan opstå nye udgifter i forbindelse med nye arbejdsgange med sterilcentralen. De afdelinger, der i dag har skiftet til flergangsinstrumenter, har alle opnået besparelse inden for det første år, men økonomien er afhængig af mange faktorer, og der vil skulle laves beregninger i hver enkelt tilfælde.