Tre afsnit på Regionshospitalet Randers er gået sammen om at optimere og systematisere deres fælles medicinrum. Kunne en ny struktur og fælles medicin mon mindske spildet? De endelige resultatet er stadig på vej, men projektet har allerede givet mange nye fordele.

Der er blevet ryddet op og flyttet rundt på både medicin og vaner på Randers Regionshospital. Endoskopien, Anæstesien og Operationsafsnittet har nemlig omstruktureret deres medicinopbevaring - og sat streg under fælles i deres fælles medicinrum. Væk er dagene med tre gange af den samme medicin på hver af afdelingernes hylder. Formålet var at reducere medicinspildet, men omstruktureringen af rummet har også skabt plads og ro til koncentreret arbejde med medicinen.

Processen startede med en grundig oprydning af den eksisterede lagerbeholdning og i sortimentet. Det førte til en reduktion af lageret, som gjorde, at medicin fra forrummene kunne flytte ind i medicinskabet. Processen tog tid og krævede ændringer af gamle vaner. Anæstesiens medicinbakker blev også revideret – og reduceret – og flyttet ind i medicinrummet, hvor Apoteket nu lettere kan fylde dem op.

Og så er medicinrummet blevet indrettet for den nette sum af 0 kr. Der er nemlig kun anvendt byggematerialer, som allerede fandtes på hospitalet, og så er der blevet genbrugt inventar frem for at købe nyt.

Udvalgte resultater

  • Det endelige resultat venter senere, men allerede nu kan der ses mindre spild af medicin, der udløber.
  • Brugerne af medicinrummet oplever et bedre arbejdsmiljø, og bedre og smidigere arbejdsgange. Det er lettere at finde den medicin, man skal bruge, og der er mere arbejdsro, når man skal dosere, hvilket sandsynligvis vil føre til færre UTH'er.