Farmakonom på Regionshospitalet Silkeborg Charlotte Hjorth viser medicinspild-app'en frem i et medicinrum.
Farmakonom på Regionshospitalet Silkeborg Charlotte Hjorth viser medicinspild-app'en frem i et medicinrum. Foto: Mie Lange Udengaard

21.02.2023

Medicinspild-app'en – HRM Udløb - er en slags 'too good to go'. Den redder medicin fra at havne i skraldespanden. I stedet bliver medicinen brugt på andre afsnit – til glæde for regionens pengekasse og ikke mindst klimaet.

Medicinspild-app'en er allerede i brug på Aarhus Universitetshospital og regionshospitalerne i Silkeborg og Gødstrup, og om lidt kommer turen til Viborg, Randers og Horsens.

Udrulningen af HRM Udløb, der vandt Initiativprisen 2022, er altså i fuld gang, og inden påsken vil den være fuldt implementeret på samtlige hospitaler i Region Midtjylland.

Farmakonomerne fra Hospitalsapoteket Region Midtjylland (deraf navnet HRM) har i samarbejde med regionens IT-afdeling udviklet app'en, der gør arbejdsgangene med kontrol af udløbsdatoer på medicin mere smidig, moderne og digital.

- App'en skaber værdi, fordi den er nem at bruge, det tager kortere tid at scanne medicin, og vi undgår fejltolkning af udløbsdatoer. Tidligere aflæste vi lægemiddelpakningerne manuelt og noterede udløbsdatoer i papirskemaer. Det tog lang tid. Så app'en har gjort det nemmere og hurtigere at lave lagerstatus og dermed også sikre, at vi får brugt medicin inden udløbsdatoen, fortæller Karin Aagot Møller Jørgensen, der er farmakonom på Hospitalsapoteket Region Midtjylland og en af initiativtagerne til medicinspild-app'en.

Siden 1. januar 2022 har app'en været med til at flytte medicin – og dermed indirekte spare regionen – for 1,7 mio. kroner.

Tilmeld dig nyhedsbrevet 'Vores verden - vores ansvar'

Få råd, vejledning og information om, hvordan du bidrager til den bæredygtige omstilling af Region Midtjylland direkte i din indbakke én gang om måneden.
 
 

App giver lynhurtigt overblik

Med app'en på telefonen kan man med kameraet på sin telefon scanne lægemiddelpakningernes stregkode og få et overblik over alle scannede lægemidlers udløbsdatoer i en udløbsjournal.

I app'en kan man også registrere et lægemiddel som opbrugt, kasseret eller fritstillet.

Det sidste betyder, at medicinen kan gøres tilgængelig for kolleger på andre afdelinger på hospitalet, der til gengæld slipper for at skulle bestille det hjem fra hovedlageret. Dermed mindskes risikoen for spild af medicin.

Se hvordan medicinspild-app'en fungerer:

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Tjek af udløbsdatoer er blevet hyggeligt

App'en har været i brug på Aarhus Universitetshospital siden januar 2022, og i januar i år blev app'en implementeret i Silkeborg og i Gødstrup.

- Implementeringen er gået forrygende. App'en er meget nem at bruge – det er ligesom at handle i butik, hvor man selv scanner varerne. Med app'en er vi mere på forkant nu og får brugt medicinen på andre afsnit. Så det er en stor fordel, for så får vi det brugt i stedet for at smide det ud, fortæller farmakonom på Regionshospitalet Silkeborg Charlotte Hjorth og bakkes op af sin farmakonomkollega Charlotte Madsen på Regionshospitalet Gødstrup:

- Alle har været super glade for at tage medicinspilds-app'en i brug, og jeg hører allerede, at folk nu synes, det er lidt hyggeligt at skulle tjekke udløbsdatoer i stedet for en sur pligt, siger hun.

Frem mod påske kommer app'en også til hospitalerne i Horsens, Randers og Viborg, og spørger man på Regionshospitalet Silkeborg, kan kollegaerne på de hospitaler godt glæde sig.

- Regionshospitalet Randers er jo noget større end hospitalet her i Silkeborg, så jeg kan sagtens forestille mig, at de får stor glæde af app'en - specielt i forhold til at undgå spild, siger Charlotte Hjorth.

Landets øvrige regioner har udvist stor interesse for HRM Udløb, og lige nu undersøges mulighederne for, hvordan app'en kan deles og udbredes til resten af landet.

Et Kinderæg af fordele

Med medicinspild-app'en får man hverken spænding, chokolade eller legetøj. Til gengæld indeholder den tre andre store fordele: Den sparer tid, den sparer penge, og den begrænser medicinspild og –affald.

Farmakonomerne sparer tid på at kontrollere medicin, og ressourcespildet begrænses, når færre mængder medicin smides ud, fordi det er blevet for gammelt.

Samtidig sparer regionen penge i den centrale medicinpulje til hospitalerne, da en afdelings overskydende medicin kan bruges af andre.  

- Det er win-win-win at få medicinen brugt op i stedet for at kassere, siger Karin Aagot Jørgensen.

Medicinspild-app'en HRM Udløb er blevet til med midler fra 'Puljen til udvikling af bæredygtige hospitaler', der administreres og finansieres af Center for Bæredygtige Hospitaler.

Netop nu er 2023-puljen åben. Læs mere om årets temaer for puljen, og hvordan du søger her.